Sørøverhistorie fra Sejrøbugten

Jannick!

Yes sir!

Tommy!

Yes sir! 

Conny!

Yes sir! 

Bjarne!

Yes sir! 

Ole!

Yes sir! 

Kristian!

Yes sir! 

Per!

Yes sir!

Thor!

Yes sir!

Børge!

Yes sir! 

Kent!

Yes sir!

Imponerende så de ud, som de stod dér på række på dækket.

Nu hører I godt efter!

Den lille mand skreg så højt, han kunne for at overdøve den tiltagende vind.

Vi har ikke mange valgmuligheder! Nu hvor motoren er sat ud af spil, og uvjret har taget stormasten – hans hat fløj af og var væk på et splitsekund – kan vi kun ride denne storm af og vente på bedre vejr! Vi har klippet vanterne og smidt masten overbord. Vi har taget sejlene ned, og vi har surret, hvad der kan surres. Under dæk er alt i orden, men der er stadig en vigtig ting at gøre!

Blæsten hev to store måger faretruende lavt hen over dækket. To af de 10 mænd dukkede sig for ikke at få den ene måge i hovedet.

Jeg vil bede jer om at tage jeres støvler af og ofre dem til havet! Jeg ved, det lyder skørt, og det er op til jer selv, om I vil følge mit råd, men dengang jeg var lille Petter sejlede jeg selv med en kaptajn, som havde denne overtroiske vane. Dette er ikke tiden til lange, selvbiografiske beretninger, men jeg kan sige så meget, at hans mærkelige offer redede os to gange på vores vej over Det Indiske Ocean og én gang midt på Atlanten. Det kostede os dyrt i støvler, men den pris betalte vore mødre med glæde hver gang, vi kom hjem igen. Træf nu jeres beslutning og smid støvlerne over bord. Derefter kan I gå ned i tørvejr. Hold godt fast!

Tre af sømændene vendte sig straks mod døren til kahytterne, men tre andre blokerede vejen.

Det skal være frivilligt! Råbte kaptajnen, som allerede havde kastet sin højre støvle ud, og som nu baksede med snørebåndet på den anden. Det så svært ud, og da skibet havde været løftet op på en bølgetop og netop nu gled nedad med stærkt voksende krængning, snublede han og trimlede mod lønningen.

Erasmus og Thorleif fik ham på benene, og han kæmpede videre med sit snørebånd.

De tre, som havde været på vej ned under dæk, var nu også begyndt at løsne deres snørebånd, og alle 11 mand stod nu og baksede med den ene hånd på skoen og den anden på skibet.

De tumlede rundt og væltede imellem hinanden, men af kom støvlerne og over bord alle sammen.

Så gik de under dæk på strømpefødder og lagde sig i køjerne.

Conny og Bjarne blev på dæk for at holde udkig efter andre skibe. Det var deres held, at de var på åbent hav uden risiko for at gå på grund.

Ingen sagde et muk, og bølgerne rev i skroget.

Skipper førte logbog. Mange faldt i søvn.

Vinden tog til. Det peb som en symfoni i riggen. Bølgerne voksede og søsygen meldte sig hos Ole. Der gik en time, og der gik to. Fra de fleste af køjerne hørtes snorken, og der var kun en enkelt pære tændt i rummet. Conny kom ned og vækkede Kristian og Ole, der var syg af at kaste op, blev afløst af Per, så de kunne skifte vagten.

Natten slæbte sig afsted, og der var ikke ét hul i skydækket.

Den 27. december gik vi tur på stranden ud for Sejrø og nød de vilde skumsprøjt. Vi holdt i hånden med vores store vintervanter, og jeg kunne kun se en sprække af verden mellem huen og halstørklædet. Der var i øvrigt ikke meget at skelne, da himmel og hav stod i ét, og mørket var ved at falde på. Vi grinede så højt, at vi under andre omstændigheder ville blive flove, men her skreg de rasende vinde højere! Jeg kunne ikke bukke mig og samle en sten op, vi måtte bare gå og gå i den stride modvind, indtil den velkendte sti førte ind mellem de brusende fyrretræer og op til sommerhusene. Jeg er vild med de lyde, sådan et vejr giver fra sig. Så snart man kommer indendørs, bliver det, der udenfor er susen, til buldren. Det lyder virkelig skræmmende, men jeg forbinder snarere det hele med hygge.

Da vi drejede om hjørnet fra stranden og gik ind på grusstien, hørte vi imidlertid noget, jeg ikke havde hørt før under lignende blæsevejr. En rytmisk skvulpen, som kunne være forårsaget af bølgerne. Som mange mennesker, der klapper i takt men med forskellig personlig energi. Det lød mere og mere som lyden fra Nordkoreanske og Kinesiske dokumentarfilm, hvor store grupper af soldater marcherer i parade. Jeg stoppede og så mig over skulderen. 

Hvad er det? spurgte jeg.

Hm… sagde JB.

Vi blev stående og lyttede til de forskellige instrumenter, der udgjorde lydkulissen.

Bølgernes bas. Fyrretræernes orgel. Regnens percussion.

Og så denne mærkelige lyd af støvler.

Kaptajnen fik to timers søvn, så gik han op på dækket i strømpesokker.

Lodrette stiger af vand sås omkring skibet, og det var ikke til at afgøre, om de havde udspring oppe eller nede. Bølgerne var enorme, men vinden havde løjet af. Ole rakte ham kikkerten og pegede mod vest. Han troede ikke sine egne øjne.

Kattegat! råbte Ole, og kaptajnen fik hikke.

Sejlene var pakkede, og skibet havde drevet. Det passede ikke med nogen beregninger. 

Vi har passeret Skagen uden at se det! Ole viftede med armen mod nord, som de var på vej væk fra. Det har været mega mørkt!

Men for fanden! råbte kaptajnen. Vi kan da ikke have bevæget os så hurtigt!

Og imod strømmen eller hvad? tilføjede Ole.

De kiggede på hinanden og Ole satte pegefingeren på sin tinding.

Men det lysner i øst!

De kiggede begge i østlig retning, og hurtigere end sædvanligt fejedes de mørkegrå skyer væk fra et område omkring 120 grader.

Det er Anholt lige fremme. Vi skal ikke gå på grund! Hvad har vi af muligheder, Skipper?

Godt. Vi sætter forsejl. Vi har en god chance for at gå vest om. Så kan vi gå ind i Grenå. Kristian, vækker du holdet?

Kristian kravlede ned i den fugtige varme fra de 8 sovende mænd og råbte fire navne.

Thor!

Yes sir!

Børge!

Yes sir! 

Kent!

Yes sir!

Jannick!

Yes sir!

På dæk og sætte forsejl!Resten kan spise morgenmad.

Der blev langsom aktivitet, køjerne blev stuvet af vejen og de snart sprang de fire rundt i strømpesokker på dækket i færd med at pakke sejl ud, hale i faldene og skøde de tre smukke sejldugstrekanter, som vinden straks tog grådigt fat i. Det kunne ikke benægtes, at bølgerne var blevet mindre, og solen plettede havet langt fremme til bagbord.

Langsomt blev de løftet højt op og gled lange ture nedad, og bovsprydet stak dybe huller i dønningerne. De fire sømænd lukkede øjnene og holdt fast i det bedste tovværk, de havde, når de blev stukket ind under en kæntrende sø. Strømpesokker var ikke at foretrække for støvler, men alle kendte de til smerten, den overmodige sømand mærker, når han første gang hopper rundt på et sommerdæk med bare tæer og sparker lilletåen ind i cockpitkarmen.

Med de tre sejl sat og med vinden fra agten kunne de sætte kursen mellem Anholt og Jylland og regne med at komme ind i Grenå efter et par timer. De nåede til et punkt ud for Randers Fjord. Så lagde vinden sig, og sejlene kunne bare blafre hjælpeløst, mens skøderne slæbte hen ad det våde dæk. Hullet i skyerne bevægede sig mod syd og ud af syne, og en tåge slæbte sig frem over havet fra nord.

Der var ikke noget at få øje på.

Jo længere fra stranden, vi kom, desto svagere blev lyden af de marcherende støvler. Da vi opdagede det, gik vi tilbage på stranden og konstaterede, at lyden var allerhøjest, når vi stod med fødderne i brændingen. Vi fik våde fødder af nysgerrighed, men vi fik intet svar. Altså gik vi hjem.

Som alle på vinterbesøg i sommerhusområdet lagde vi brænde i ovnen og lavede aftensmad. Så vi en film om Første Verdenskrig? Det kan jeg ikke engang huske. Vi sov lykkelige, og vi vågnede til en roligere stratosfære.

Længe lå vi i sengen, men omsider kom vi ud af fjerene. Vi var nysgerrige efter at komme ned til stranden igen, så vi tog vintervanterne på og gik hånd i hånd de firehundrede meter. Fyrretræerne var totalt stille. En krage skreg, og den rumklang, der omgav dens skrig, gav mig gåsehud.

Tågen blokerede synet af havet. Vi stillede os i den yderste stenbanke og så ned.

En gennemsigtig bølge gled så langsomt som pandekagedej ud af tågen mod vores fødder. Overfladespændingen var helt overdrevet. Tang var der intet af, og stenene på bunden var lige så klare som dem, vi stod på. Bølgen kyssede spidsen af JB’s sko. Her opholdt den sig et sekund, som for at aflevere en pakke, før den vendte tilbage til havet.

Nu kom en sort klump flydende ud af tågen med samme langsomhed som bølgen. Jeg behøver vel ikke tøve med at fortælle, at det var en læderstøvle.

Et par meter fra den kom én til.

De kom ikke ind til os, men rejste langs med stranden ind mod bugten. Vi blev stående så længe, at vi så fem mere. Så vandrede vi ind i bugten, og et stykke derinde lå en støvle. Brun og ikke særlig gammel. Vi talte i alt 22 støvler, og aldrig har jeg set en tåge så tæt og et hav så medgørligt.

Se, nu er du jo nok nysgerrig efter at vide, om skipperens offer havde nogen indvirkning på hans og hans mandskabs redning. Jeg kan blot fortælle, hvad der skete, da jeg mødte en sømand, i Grenå, et par år senere. Jeg var ude og lave research til en film, og jeg fortalte ham historien om støvlerne, jeg havde fundet i Sejrøbugten. Han, der ellers havde været snakkesalig i flere timer, blev helt tavs. Han kiggede ned på sine fødder, og jeg så, han sad i strømpesokker.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s